Jeg startede faktisk med at have en vildt god dag og jeg var rigtig glad og var I godt humør. Jeg tog til Helsingør og mødtes med Camilla og hendes dejlige datter Clara. Vi havde det hyggeligt og tog til træningen. Vi beslutter os for at Kenny (en af drenge på vores hold) og skal prøve at blive løftet og kastet. Vi laver et løft hvor jeg er en af dem der er med til at løfte. Jeg har hans vensre fod. Da han star der oppe skal vi få ham ned ved at lave en cradle ned. Det er hvor vi kaster ham et lille stykke op og så lander han i siddende stilling i vores arme.
Da han blevet kastet ser det (for mig) ud so om at han er for langt væk til at jeg kan gribe ham. Så jeg vælger at gå et skridt fra så jeg er sikker på at gribe ham. Men da jeg kigger op igen efter ham, kan jeg se at han komme lige ned I mod mig. Som en ren refleks kigger jeg ned for at beskytte mit ansigt, men der resultrer I at han lander på min nakke/mit baghoved I stedet for. Jeg falder med det sammen til jorden og skriger. Det føltes som om det brænder hele vejen igennem min nakke og mit hoved gør ondt. Jeg får at vide at jeg skal ligge ig på ryggen og ligge stille, mens Camilla ringer efter en ambulance. Jeg ligger midt I det hele i 20 minutter tror jeg. Jeg lå bare og ventede og havde ondt. Jeg kunne ikke engang kigge mig omkring efter ambulance mændene.
Det eneste jeg kunne se var loftet. Lamperne, min kæreste, og fornemmelsen af at drenge fra football holdet løb rundt til højre for mig.
Ambulancen mændene kommer og er meget imødekommende og viser et stort overblik over situationen. De mærker lidt efter på min nakke og min ryg. De give mig en krave på, smæke mig op på et spineboard. Hvis jeg nu havde brækket noget skulle jeg ligge helt stille. Jeg blev spændt meget godt fast på brædet. Det eneste jeg kunne bevæge var mine arme. Alt andet var spændt fast og kunne på ingen måde bevæges. Jeg lå i den modsatte ende af hvor vi skulle ud. Salen vi var i var meget stor. Da de bære mig ud gennem salen klapper de alle sammen af mig. Jeg kom ud i ambulancen og ørt til sygehuset. Min kæreste kørte lige bag ved hele vejen til Hillerød sygehus. Jeg var på sygehuset i en halv time og så kunne jeg tage hjem igen. Jeg har fået hold i nakken men mine knoglerer uskadet.
Jeg havde ondt i går. Da vi lagde os i seng og min kæreste var faldet i søvn, fik jeg et angstanfald. Jeg sad og vævede, kiggede på de små huller i gardinet. Jeg havde taget fat i dynen og lavede circler med hænderne, og jeg kløede mig på armene selv om de ikke kløede. Jeg var så bange, men jeg vidste ikke hvad jeg var bange for. Tim vågnede efter 10 minutter og tog fat i mig og lagde mig ned og sagde ting som "slap af" og "træk vejret helt ned i maven og efter noget tid var jeg afslappet igen og faldt hurtigt i søvn.
Jeg har stadig ondt i dag og jeg har stadig lyst til at græde. Jeg bliver meet hurtigt svimmel men ellers har jeg det fint. Jeg er bare træt efter en meget lang da...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar